Implantatbehandling

IMPLANTATBEHANDLING.

Et tandimplantat er en kunstig tandrod fremstillet af grundstoffet titanium. Udformningen af implantatet minder meget om en hul cylinderformet skrue. Titanium har den fremragende egenskab at være biokompatibelt, hvilket vil sige, at det er i stand til at danne en fysisk og kemisk kontakt til knoglevæv. Skruen integreres således i knoglen og afstødes ikke, selv om det er et fremmedlegeme.

Ovenpå implantatet anbringer man en suprastruktur, enten en enkelt krone, en bro eller tryklåse til at retinere løse proteser.

Har man mistet en enkelt tand og fået indopereret et enkelt implantat, skrues en titanium- eller Zirkoniumopbygning fast i det hule implantat. Herefter limes en Zirkonium- eller metalkeramisk krone fast oven på opbygningen og behandlingen er afsluttet.

Har man mistet flere tænder og fået indopereret flere implantater til en bro, er fremgangsmåden den samme. Broen limes fast på opbygningerne, der sidder skruet fast i implantaterne.

Har man som protesebærer løse proteser, der er svære at styre, kan disse relativt simpelt fastgøres til implantater ved hjælp af tryklåse, Tryklåsenes patricedel skrues fast i implantaterne, som sidder i munden. I bunden af de løse proteser monteres herefter den anden halvdel af tryklåssystemet, matricedelen.
Når protesen sættes på plads i munden, griber de to dele fat i hinanden og protesen sidder fast.

Før en implantatbehandling skal der foretages en grundig forundersøgelse med røntgenbilleder. Her kontrolleres knoglehøjde og bredde, og der tages højde for eventuelle komplicerende faktorer, altså hvorvidt behandlingen er simpel, avanceret eller kompliceret. Det er i den forbindelse vigtigt, både for patient og behandler, at få diskuteret patientens forventninger til det endelige resultatat.

En af de vigtigste forudsætninger for en vellykket implantatbehandling er tilstedeværelsen af en tilstrækkelig mængde knoglevæv. Er der ikke knogle nok, er det nødvendigt med en knogleopbygning, hvilket betyder en længere behandlingstid, samt en ekstraudgift.

Når knoglen er egnet til implantation foregår operationen, der normalt er et lille indgreb – selv når der isættes mange implantater.
På Ebeltoft og Rønde Tandlægeklinik vælger vi oftest at lægge et lille snit i slimhinden, der hvor implantatet skal isættes, herved opnåes mulighed for at inspicere knoglen.
Derefter bores et lille hul svarende til det valgte implantats længde og diameter. Implantatet skrues i hullet indtil hele titaniumoverfladen er dækket af knogle, Til sidst sutureres slimhinden, således at kun låget over det hule implantat er synligt i mundhulen.

Indtil trådene skal fjernes skylles munden to gange dagligt i 0,2% Klorhexidin, og der tages smertestillende medicin efter behov. Normalt er det ikke forbundet med postoperativt ubehag at få indsat implantater, men husk alligevel at tage smertestillende medicin, inden det begynder at gøre ondt.

Efter at implantatet er indopereret skal knoglen have tid til at integrere titaniummet. Normalt går der mellem 2 og 4 måneder før implantatet kan belastes.
I denne indhelingsperiode kan der fremstilles forskellige former for midlertidige kroner eller proteser, eller patienten kan gå med sine proteser hen over implantaterne.
Når indhelingsperioden er vel afsluttet, og implantaterne er integrerede i knoglen, kan suprastrukturerne monteres. Det vil sige at enten kronen, broen eller tryklåsene skrues eller limes fast og behandlingen er herefter afsluttet.

Vedligeholdelsesfasen er mindst lige så vigtig som omkring naturlige tænder. Uanset om det er porcelæn eller tryklåse der er monteret, er det bydende nødvendigt at fjerne belægninger omkring implantaterne, således at der ikke opstår periimplantitis, dvs. paradentose omkring implantaterne.
Implantater renholdes på samme måde som naturlige tænder, med tandbørste, tandtråd og tandstikkere.
Det er ligeledes bydende nødvendigt at implantaterne kontrollleres af den behandlende tandlæge med jævne mellemrum. Om det er hver 3. eller 6. måned afhænger af den enkelte patient og behandling. Kontrolbesøgene er vigtige, fordi begyndende problemer kan konstateres i tide og korrigeres inden de videreudvikles.

En implantatbehandling er en af de tandbehandlinger der har den bedste prognose. På Ebeltoft og Rønde Tandlægeklinik bruger vi to af de mest gennemprøvede og anerkendte implantatsystemer i verden, ingen kopi implantater eller kopi komponenter, hvilket er en af årsagerne til at vi har en implantat-overlevelses-procent på over 99,5% gennem de cirka 15 år vi har foretaget implantatbehandlinger.

Overlevelsesprocenten afhænger af mange forskellige faktorer, men de mest kendte risikofaktorer er, i vilkårlig rækkefølge:

Dårlig mundhygiejne, dårligt immunsvar, rygning, tendens til parodontose, dårlig kvalitet og kvantitet af knogle, korte implantater, overbelastning på grund af hårdt bid og udeblivelse fra kontrolbesøg.