PROTESEBEHANDLING.
Før du beslutter dig for at få de sidste tænder fjernet, er det meget vigtigt, at tandlægen undersøger, om det vil være en fordel at bevare enkelte tænder, hvilket altid er en fordel. Så kan du nemlig klare dig med en delprotese. Den sidder bedre fast end helprotesen, og den fylder mindre.
De fleste lærer ret hurtigt at bruge protese. Men der kan være vanskeligheder – især når det drejer sig om undermunden.
I overmunden kan protesen som regel fremstilles, så den suger sig fast i ganen. I undermunden ligger protesen i stedet løst på gummen. Undermundsprotesen kan dog fremstilles, så kinder og tunge hjælper med at holde den på plads. Alligevel kan det være svært at vænne sig til protesen. Derfor anbefaler vi som standard en underkæbeprotese, der sidder fast ved hjælp af minimum 2 implantater. Denne konstruktion giver en helt anden patienttilfredshed.
Når vi fremstiller protesen tilstræber vi at give patienten et naturligt udseende og vælger tænder der i form og farve minder om patientens egne tænder. Så protesen kan, hvis det måtte ønskes fremstilles så naturtro, at ingen vil opdage, at patienten har fået en ny protese.
En protesebehandling består i hovedtræk af fire arbejdsgange.
– Endeligt og nøjagtigt aftryk af kæberne.
– Tilpasning og afprøvning af bidhøjden vha. en voksvold.
– Tilpasning og afprøvning af tandopstillingen, hvor patienten accepterer protesens farve og form.
– Indsættelse og finjustering af den færdige protese efter eventuelle tandfjernelser.
Patienten kommer på intet tidspunkt til at gå uden tænder i munden.
Er der i forbindelse med protesefremstillingen trukket flere tænder ud, er det oftest nødvendigt at rebasere dvs. underfore/tilpasse protesen 6-12 måneder efter tandudtrækningerne, da gummen svinder relativt hurtigt efter tandudtrækninger.
Udgiften til denne tilpasning er ikke indregnet i protesens pris.
Gummen svinder naturligt med årene, og det får protesen til at sidde dårligere fast. Svind kan også medføre, at du får et sammenbidt udseende, eller at din mund virker indfalden.
Der er stor forskel på, hvor meget og hvor hurtigt gummen svinder. Når gummen er svundet så meget at protesen ikke er velfungerende længere, skal den rebaseres igen. Nogle mennesker har behov for en rebasering med hyppige mellemrum, mens andre kan klare sig med én hvert femte år.
Under alle omstændigheder er det en god ide at få protesen kontrolleret hos tandlægen én gang om året. Hvis gummesvindet bliver meget stort, uden at protesen tilpasses, vil den løse protese gøre skade på gummerne. De svinder hurtigere, og muligheden for overhovedet at bruge protese forringes.
En protese skal efterses og justeres af hensyn til gummesvindet. Der kan også opstå betændelse eller svamp og undertiden alvorligere sygdomme i munden, som tandlægen kan opdage.
Gå derfor til tandlæge mindst en gang om året, eller tal med din tandlæge om, hvor tit du bør komme til kontrol.