RODBEHANDLING.
De fleste rodbehandlinger skyldes, at bakterier trænger ind i tandnerven og giver anledning til betændelse. Det er derfor nødvendigt at fjerne tandnerven, ellers vil bakterierne brede sig til området uden for tandens rodspids og give anledning til betændelse der. Har betændelse spredt sig til en rodspidsbetændelse bliver prognosen på rodbehandlingen dårligere.
Betændelse i nerven vil ofte give tandpine i varierende grad. Tandpinen kan føles som smerte i nabotænderne, øret, kæbehulen, eller den kan opfattes som hovedpine.
En nervebetændelse giver typisk jagende smerter, der kan være provokeret af kulde og specielt varme. Smerterne kan også opstå spontant og være meget voldsomme.
En rodspidsbetændelse der ikke er i et akut stadium giver oftest kun ringe ubehag. Tanden er måske lidt øm, når man tygger.
En rodspidsbetændelse kan ofte ses på et røntgenbillede – hvilket normalt ikke er tilfældet ved en nervebetændelse.
En nervebetændelse kan undertiden udvikle sig til en smertefuld tandbyld, måske med feberudvikling. I så tilfælde kan antibiotika komme på tale.
Når en rodbehandling påbegyndes, bores der et hul ind til nerven i rodkanalen. Rodkanalen lokaliseres og resterne af tandnerven og bakterierne fjernes ved hjælp at små file. Det er afgørende for et godt behandlingsresultet, at tanden udrenses og desinficeres helt ned til rodspidsen, dvs. i hele tandens længde. Kun således sikrer man sig, at der ikke efterlades små mængder bakterier.
Ved en rodspidsbetændelse skal rodkanalen desinficeres i en længere periode. Det betyder, at rodbehandlingen ikke kan gøres færdig på ét besøg.
I den mellemliggende periode er rodkanalen midlertidigt fyldt med et desinficerende mellemseanceindlæg, oftest bestående af det bakteriedræbende stof Calciumhydroxyd.
Når tandlægen skønner, at rodkanalen er færdigrenset og desinficeret, fyldes rodkanalen op med et plastisk rodfyldningsmateriale, kaldet guttaperka, og en desinficerende rodfyldningscement.
Dette skal sikre, at der ikke på ny trænger bakterier ind i rodkanalen. På et røntgenbillede kontrollerer man, at rodfyldningen er tilfredsstillende, dvs. lukker rodkanalen tæt af.
Det er desværre ikke altid, at en rodbehandling lykkes, selv om der bruges lang tid på behandlingen. Visse tænder har meget uregelmæssige rodkanalforløb, visse tænder har mange små kanaler eller bikanaler, og visse tænder er helt tilkalkede og dermed ikke mulige at komme ned i.
Tænder som ikke kan rodbehandles tilstrækkeligt og dermed vedbliver at være symptomgivende, kan til tider reddes ved at foretage en rodspidsamputation. En rodspidsamputation er en mindre operation, hvor rodspidsen af tanden fjernes kirurgisk, og det inficerede område fjernes under operationen. Kan en rodspidsamputation ikke give et tilfredsstillende resultat, bør tanden fjernes.
Efter en rodbehandling kan man til tider opleve lette forbigående smerter i en kortere periode. Er smerterne vedvarende eller tager de til, skal man kontakte sin tandlæge, men normalt mærker man ikke mere til tanden efter en rodbehandling.
Efter en observationsperiode på ét år tages et kontrolrøntgenbillede, der indikerer om rodbehandlingen er lykkedes tilfredsstillende. Er tanden symptomfri og røntgenbilledet tilfredsstillende, kan den endelige behandling udføres. Vi anser en rodbehandlet tand som værende en risikotand, og anbefaler derfor en beskyttende krone på tanden som den endelige behandling.
En rodbehandlet tand reagerer nemlig ikke på samme måde overfor tryk, som en levende tand. Det betyder, at man ubevidst kan komme til at overbelaste
en rodbehandlet tand, så den flækker. Flækker tanden på langs, skal den normalt opereres ud efterfølgende.
Desuden er en rodbehandlet tand oftest markant svækket på grund af et større substanstab. Ligeledes svækker og udtørrer selve rodbehandlingen tanden i en sådan grad, at den bør holdes sammen af en krone.
